Hvad drikker man til
onsdag den 1. september 2010
Sol & Sandaler - UDSÆT efteråret!
Og MIT efterår begynder altså først til efterårsjævndøgn - i år 23. september. Jeg kan godt se, at det er praktisk med måneder, men på en eller anden måde er det skønt at følge solen! - Så i mit univers er det i øjeblikket HØST - og det har det så været, siden de lyse nætter sluttede 8. august.
Mange af pigerne på gaden har korte og lange støvler på - og det har de sådan haft hele sommeren. Gad vide om det er et alderdomsfænomen, at man skal rende i sandaler længst muligt!
Morgenkaffen kunne stadig indtages i fuld sol i haven (OK - det var kl. 9) - og jeg har de sidste to morgener fået besøg af den allerfineste lille libel med næsten glasklare vinger. Den vil gerne sidde på min pegefinger og pudse sig. Jeg må have fotografiapparatet med i morgen.
Forleden morgen var pindsvineungen på morgentur - forældrene må have taget fejl af årstiden, for den var godt nok lille
tirsdag den 31. august 2010
Childhood revisited!
Opskriften har jeg fra den rigtigt dejlige blog Newyorkerbyheart - og det ser absolut ud til, at hendes kage blev bedre end min!
Men det kan jo ikke blive lige godt hver gang!
Næste gang skal jeg ikke stå og veje - nej da laver jeg bare lidt ekstra, for bliver opskriften RIGTIG NEM:
1 pakke smør = 250 g
3 dl sukker = 250 g
4 cirka store æg = 250 g
4 del mel (+ 1 tsk bagepulver) = 250 g
Nå, mens jeg gik i gang med piske det blødgjorte smør med sukkeret, huskede jeg, hvordan det foregik på en gård på landet i 50'erne.
Der var ingen håndmikser, så det var en lerskål, som man så holdt i venstre arm, støttet mod hoften. Det var lidt tungt at få massen rørt sammen og hoftemetoden virkede meget lettere end have skålen stående på bordet.
På dette stadium var sukkeret stadig knasende og smørret for fedtet til at det var rigtig fristende at stikke fingrene i. Min bedstemor var ret streng med, at der skulle røres godt, men hun var også supergod til at bage.
Når smør og sukker var blevet nogenlunde hvidt skulle æggene tilsættes 1 ad gangen. Æggene var (selvfølgelig) lige blevet samlet ind - det gjorde jeg sammen med min bedstefar og det var ikke altid helt ufarligt! - Processen med at røre æg i var forunderlig: først blævrede de rundt, men langsomt indgik de i en homogen alliance med smør og sukker. Efterhånden som æggene blev tilsat, gik der på en eller anden måde "kemi i kagen". Sukkeret blev opløst - og det blev ALT for fristende at stikke fingrene i dejen - Mums! - Når melet først var vendt i, ventede kagen kun på at komme i ovnen.
Min aktuelle kage var en del mere kompliceret, idet der både var crumble-bund (som ikke blev RIGTIGT sprød), crème og kanel remonce. Den blev ikke helt top-god, men OK.
Men jeg skal til at bage pund-til-pund kager - hvor svært kan det være!
MorMorMad
onsdag den 25. august 2010
Blommer i Massevis!
torsdag den 19. august 2010
Gazpacho - The-easy-lazy-way
Ingen sommer uden gazpacho! - Og med min nyvundne belæring om vin med frisk syre til rå tomater var valget nemt: et glas tør, kølig Cava.Vinvalget: Tør, kølig Cava
onsdag den 18. august 2010
Hjulkrone blomstrer i min have
Der er stadig smukke blå Hjulkroner. Smagen er lidt agurkeagtig, men de pynter mere end de smager. Delikat farvespil med grøn salat og bønner eller honningmelon. Agurk er selvfølgelig også godt.Dressigen kan være den aktuelle yndlingsolie (min egen er STADIG let frisk olivenolie), lidt citron, lidt flydendede honning, salt og peber. Dyppelsen til bønnesalaten blev smagssat med lidt grov sennep og serveret til svinemørbrad.
Vinvalget: En frisk hvidvin uden fad, gerne en ikke for tung sauvignon blanc, men en frisk spansk eller italiensk er også fin.
Melonsalat havde et skud honningtrukne tyrkiske nødder og var en rar frokost. Ville også have været godt med skinke, laks eller lignende røget, som har det godt med honningmelonens saftighed.
Vinvalget (hvis jeg havde skullet drikke vin til frokosten) - uden røget kød/fisk en superlet ung hvid eller rosé. Med røget kød/fisk en chardonnay med en SMULE fadlagring - oversøisk tror jeg.
lørdag den 14. august 2010
Morgendessert!
Det undrer mig selvfølgelig, for hvordan kan man så vide, at Molbosnegle og den slags spises til morgenmaden subsidiært formiddagskaffen???
Jeg holder meget af morgenkager! - Og når man kan spise morgenkager, kan vel også spise morgendesserter!

Måske skal retten bare have et andet navn for at føles lidt mindre syndig!
Arme Riddere med råsyltede hindbær og en lidt fed yoghurt! - Syndigt, men egentlig tror jeg ikke, der er flere kalorier i "syndefaldet" end i en morgenkage.
På positivsiden er også, at det er lidt en "left-over" ting. Brødet skal helst være lidt tørt! - så i vore Stop-madspilds tider vægter det!
Jeg dur ikke til syltning og henkogning for tiden, så RÅSYLTEDE frugter er simpelthen sagen!
Tomater i Hovedrollen - Danske Frilands .. forstås!
Tomaterne er virkelig HELT på toppen, så jeg havde glædet mig til både Gazpacho og Insalata Caprese!
Det blev det af forskellige grunde ikke til - men jeg havde heldigvis fået købt skønne tomater - og det var i virkeligheden det vigtigste!
Efter ferieturen til Tyrkiet er det oplagt at spise tyrkisk morgen: Tomat, agurk, tyrkiske oliven - og så rister jeg lidt godt brød og smuldrer feta på. - Med de lune morgener, der har været har det givet en god start på dagen!

I travlheden kan det HELT enkle være dejligt. Når råvarerne er helt i top behøver jeg ikke meget for at "uhhhm'e"
Tomater - god olivenolie (det er delvfølgelig individuelt, hvilken type, man foretrækker - men man skal unde sig selv at finde en YNDLINGSOLIE) - lidt god salt og godt brød. - Hvad kan man så ønske mere? - Jo, selvfølgelig et glas, frisk og køligt hvidvin (konkrete forslag under rå tomater og vin)
Ægge-Tomatmadder bliver heller ikke meget bedre! Æggemadder fortjener et bedre ry end de vist ofte har. Groft rugbrød (eller hvis vi ikke behøver at være så sunde: godt franskbrød) med æggeskiver og tomat - måske lidt god mayonnaise og klippet purløg; - det er også nem sommer!
Tomatsæsonen varer heldigvis temmelig lang tid, så jeg lægger igen planer!
P.S. Jeg ved godt, at jeg skriver "GOD" mange gange, men hvis det virkelig skal være en nydelse at spise, tomater, olivenlolie, salt og brød, ER det altså ikke ligegyldigt, hvad man vælger!
fredag den 6. august 2010
Edles råsyltede Solbær

tirsdag den 3. august 2010
Når bøgen er grønnest - er Rødspætten skønnest!


Det kræver lidt pandeplads at helstege fladfisk. De steges ca. 4 minutter på hver side i brunt smør. Det er superlækkert. Servér med kogte kartofler, brunet smør med grovhakket bredbladet persille + citron.
Det er ikke særlig besværligt.
Vinvalget: Sauvignon Blanc - gerne fra Loire. Vinen passer godt både til smørstegt fisk og persille.
lørdag den 17. juli 2010
Uindustrialiseret landbrug
Noget af det mest slående på vores biltur rundt i det vestlige Tyrkiet var den ringe grad af industrialisering i landbruget. Et dagligt syn var de mange traktorer i nødsporet på de 4-sporede veje - ofte med en tørklædeklædt mutter i pludderbukser siddende på skærmen.
Lige nu var der godt gang i tomatplukningen og i Tyrkiet bliver tomaterne ikke bundet op, hvilket betyder, at plukkerne går foroverbøjet. Hårdt arbejde! - Men sikke tomater! - I vinverdenen er jeg sikker på, at de ville hedde Auslese - udvalgt og plukket lige på det rigtige tidspunkt, så afgrøden får lov til at modne på planten.
Den tyrkiske grønthandler på torvet skamroser altid sine tyrkiske "bjergtomater" - og ja, de er supergode! (Men det er mange af de danske altså også lige i øjeblikket!) Det område, vi kørte igennem, var også utroligt bjergrigt - sjældent manglede der en fantastisk skyline. Landbrugsafgrøderne dyrkes dog primært i de mange flade, brede flodsenge - ofte med sindrige vandingssystemer.
En eftermiddag kom vi tilfældigt forbi et grønsagsmarked - gefunderes Fressen for en torve-enthusiast som mig. - Med skam at melde må jeg tilstå, at så kan Torvet på Ingerslevs Boulevard godt gå hjem og lægge sig. Det var virkelig et slaraffenland af tomater, auberginer og peberfrugter i diverse former og farver - ved siden af alt det andet!
onsdag den 28. april 2010
Skvalderkål - If you can't beat them - eat them!
Noma er jo netop i London udnævnt til verdens bedste restaurant ifølge Restaurant Magazine's liste! - Flot og tillykke med det! Jeg hørte René Redzepi tale om skalderkål og gulerødder ...

Jeg kan absolut kun være enig i, at det er herligt - specielt lige nu - at suse ud i haven eller naturen og hente krudt og ukrudt ind i madlavingen. Længe har jeg ventet på det, men nu er det grønne her pludseligt i mængder! - Bedst er de fine unge skud.
Vi har reelt meget mere skvalderkål i haven end vi kan spise! - Og ja, overskriften har jeg et eller andet sted fra - men jeg blev ramt af den!
Jeg plejer at lave skvalderspaghetti og da al bladgrønt bliver til meget lidt, når det varmes, så der skal plukkes en del.
Lidt løg og måske lidt hvidløg (eller ramsløg, hvis de er available) gyldnes i olivenolie, skvalderkål småsteger med til de falder sammen, krydr bare med salt og peber. Jeg kan godt lide et drys ristede pinjekerner ovenpå. Fint til en god pasta. Måske skal der rives lidt parmesan over - og måske en extra stråle olie.
Jeg må have fat i noget italiensk hvidvin - eller nøjes med ueksotisk sauvignon blanc eller min hvide Côtes Catalanes fra Mas Cremat til 55 kr.
søndag den 25. april 2010
Goddag & Farvel - Fjordrejer & King Edvard kartofler
Man skal lige tage kogningen lidt alvorligt. 3 liter vand, 2 spsk salt, 1 spsk sukker - og jeg kan godt lide en god dusk dild i kogelagen. Rejerne plumpes i den kogende væske og koges 2 minutter!!! (fra vandet koger igen) - spules under koldt vand og drysses med en smule fint salt.
- og så er der lige pillearbejdet!!!!!!!! - men det kan man jo uddelegere.
Rejer har en sart smag, så tilbehøret skal efter min smag også være sart. Klassisk er selvfølgelig franskbrød, mayonnaise og citron.
Prøv også "udkogte kartofler". Og det SKAL altså helst være King Edvard, som meget nemt - nærmest uundgåeligt - bliver kartoffelmosagtige. Kartofler på tallerkener - smeltet smør med masser af hakket dild i hældes over - og rigeligt drys med rejer! DET er mums filibaba!
Vinvalget:
Vinen til rejerne må også gerne være lidt sart og let - og til "rejer - kartofler - smør - dild" versionen passer let sydfransk rosé eller hvidvin fint. En soave eller frascati er sikkert også godt.
fredag den 23. april 2010
Krudt og Ukrudt skyder op!
Ukrudtet er faktisk først på fære - i haven eller naturen! Skvalderkål, mælkebøtter, skovsyre, skovmærker og pyntelige gule følfod som man roligt kan drysse lidt med på salaten (anemonerne er GIFTIGE - så nøjes med at sætte dem i vasen).
I min have kommer purløgene først, men løvstikken skyder med gevaldig fart og det varer ikke længe, inden der kan plukkes citronmelisse . Violerne er ved at indtage græsplænen - og violblomsterne kan man også sagtens spise! - I det hele taget er der en masse ukrudt, man med fornøjelse kan spise.Det ved Anemette Olesen en masse om.For mange år siden havde hun en herlig rubrik i Stiften, hvor hun bl.a. skrev om det spiselige ukrudt. Det gør hun ikke længere - til gengæld har hun skrevet en masse fine bøger
lørdag den 17. april 2010
Brændenælde & Sauvignon Blanc
Det utæmmelige ukrudt derimod pibler frem i haven og naturen. Det smager faktisk ret godt og desuden er det fyldt med en masse sunde ting! Man skal kende sin besøgelsestid, når det gælder spæde ukrudt for det skal spises, inden det bliver for stort og træet.
Man skal huske hansker til plukningen af brændenælder og der skal plukkes en del, for de bliver ikke til voldsomt meget, når de er blancherede.Brændenælder kan en fin syrlighed, som passer supergodt til en frisk sauvignon blanc uden fad og uden for meget oversøisk eksotisk frugt.
Det kan være Sancerre 2008 fra Thierry Merlin til 130 kr. eller en chilener fra det kølige område Leyda. Den er temmelig europæisk i sin stil og laves af Montes. Prisen er 80 kr.
En klassiker med brændenælde er suppe - og jeg finder normalt bare en på nettet med lidt løg og kartofler. Jo bedre væde jo bedre bliver suppen - en god hønsekødssuppe er at foretrække frem for bouillon, men...
Italienerne bruger ofte brændenælde i deres mad - både i pastaretter, som pesto og i gnocchi.
Madopskrifter på fremmede sprog er ofte ret tilgængelige, hvis man har en basal forståelse for madlavning. Man kan gætte sig til rigtig meget - og googles oversætter program hjælper også rigtig langt.
Beder man om at få oversat brændenælde fra dansk til italiensk dukker ortica op - og så kan google på billeder - og så kan man jo vælge, hvad der ser godt ud! - Ja, sådan har vi vel alle vore sære lyster! (Man kan jo også starte med dansk eller engelsk!)
onsdag den 24. marts 2010
Stenbiderrogn
Køb rognen renset, salt den lidt, tilsæt 1 spsk citronsaft og evt. 1 tsk cognac pr. 200 g. Det er ikke nødvendigt, men det giver lidt kant. Jeg spiser rognen med crème fraîche, hakkede rødløg og tyndt ristet brød - det såkaldte Toast Melba, som den berømte operasangerinde spiste, når hun havde fået rigeligt Pêche Melba; det er nemlig uhyre tyndt skåret franskbrød, som bare ristes.Man kan selvfølgelig også lave blinis, men faktisk foretrækker jeg "knaset" for at få lidt tekstur i retten!
Vinvalget:
Bobler - frisk, sprød, syrerig og mundrensende - fint med Loire, hvis man kan finde det.
Crémant fra Alsace eller Bourgogne er også fint - eller en god Cava.
Skal der for alvor være fest er en Tør Champagne fra Varnier-Fannière heller ikke at kimse ad.
Skal detvære en stille vin, kunne det også være Sancerre eller Chablis
tirsdag den 9. marts 2010
Spis Forårsfarver
Som vejret er idag, vil det blive de næste 40 dage!
Og så er det, at man tænker - kulde eller ej - NU skal vi have fat på de gule og grønne farver som signalerer forår! - Marts og April er bare gule og grønne.

Ind med Avocado og Mango - mere forår kan det næsten ikke blive her og nu! Brug dem sammen eller hver for sig.
Vælg vin som har noget syre - ellers bliver det for fladt. Det skal ikke være for magre vine heller.
Chenin Blanc fra Loire er ikke dårligt, Fyldig Sauvignon blanc - og her er New Zealnd absolut bedre en Sancerre er også godt.
Salat the-easy-lazy-way er mango og avocado, lidt forårsløg og rød chile, måske lidt rød peber - i en dressing af lime, lidt salt og peber og en smule sukker. Skinke, rejer, kylling kan altid spises til. - Og der kan krydres mere eksotisk med ingefær og hvidløg.
Husk også guacemolen!
Jeg er jo svoren tilhænger af lokale råvarer, men fanatisk - nej! Så det er nu vi skal bruge nogen af de importerede grønsager til at lyse op - og mit valg falder på de grønsager, vi alligevel ikke dyrker (ret meget) her til lands.
Apropos forventningsafstemning. - Hvornår er det lige foråret starter? Officielt siger vi vel, at marts er den 1. forårsmåned, men hvis vi lige slår koldt vand i blodet og ikke forventer ret meget forår før forårsjævndøgn, bliver det måske nemmere at vente!
Napoleon kunne ikke ændre den gregorianske kalender - (jeg ledte lige efter et billede af en bygning i 13. arrondissement - tror jeg, hvor man kan se hans napoleonske datering), så det kan jeg nok heller ikke; men jeg synes stadig, at det er mest passende, at foråret begynder til jævndøgn!
lørdag den 27. februar 2010
Karry - hvilke vine passer til?
Vil man bruge kræfter på en god mad/vin kombination, skal man tænke på hvilken sovs eller hvilken krydning, man bruger - hvis det ellers er markant
Og karry ER markant! Det er stærkt, og generelt mildner lidt sødme det stærke. Sødme finder vi kun yderst sjældent i rødvin, så derfor er en fyldig hvidvin med lidt sødme et oplagt valg. Det kan være en Pinot Gris fra Alsace med lidt restsødme. Hvis man kan lide det mere aromatiske, er Gewurztraminer også godt. Er vi ude i karrykombinationer med ananas, er det fint med en chenin blanc fra Loire
23. marts 2010 - NY erfaring
Skal det være RØDVIN skal det være let og frugtigt. Har netop forsøgt med Réméjeannes Coté Levant - og det går ABSOLUT an - det er faktisk rigtig godt! Selvom det er Rhône, er vi SÅ meget ovre i den lette, friske side at den går fint til indiskinspirede retter med lam og kylling.
Jeg tænker Indisk mad, når jeg tænker karry - og kommer til at tænke på, at yoghurt er så fantastisk fint og mildnende til karryretter - måske skulle man prøve noget lidt mere syrebetonet - en Sancerre eller måske endnu bedre en Sancerre rosé, hvis man kan opdrive det! - Sødmen mangler, men den friske syre er der. Jeg hører gerne, om nogen har erfaringer; - ellers vender jeg tilbage til emnet.
tirsdag den 23. februar 2010
Camilla Plum: Årstidens Mad & Principper & Metoder
Hun tilsætter måske lidt af alt det dejlige forråd, hun har lavet. Forråd får jeg nu sjældent lavet, men det rykkede slemt i mig, da jeg så hende hælde hjemmegjort tomatfluidum i gryden! - man kunne jo i eftersommeren......
Hun gør ikke madlavning mere kompliceret end højst nødvendiget - og jeg kan godt lide, at hun viser METODER frem for opskrifter - både i tilberedningsmetoder og i krydringer.
Hun får det til at være OK, at maden ikke ligner et maleri, en skulptur eller en installation, men bare serveres sådan i en rustik gryde med lidt grønt - som jo er godt for øjnene. Ikke at der er noget galt med skønmalerierne, men det er nok ikke lige mig, der skal lave for meget pincetarbejde!
I min verden er årstidsopdelte kogebøger de bedste. Camilla Plums: Mors Mad er sådan en!

Det er en særdeles inspirerende kogebog, som er månedsopdelt - og som i øvrigt også tager højde for, at der ikke er så meget nyt under solen lige nu. Selvfølgelig er der stadig "gamle" danske grønsager, som man jo i øjeblikket på TV kan se Camilla lave på inspirerende måder, men tiden er også inde til at rydde ud i lagrene - og spise tørrede bønner, linser, ris og pasta - og hvad der ellers gemmer sig! - og så glæde sig til, at det før eller senere begynder at spire og gro igen!
Hvorfor er det lige, jeg skriver det her? - Jo, det er fordi, jeg synes, det er så væsentligt med ordentlig mad - og Camilla Plum giver altså et ret godt bud på, hvad man kan putte i skrutten lige nu!
fredag den 5. februar 2010
"Loire - det oversete hvidvinsparadis" - sådan skriver Niels Ehler i Jyllands-Posten idag
Sauvignon blanc er selvfølgelig en kendt - og dejlig - drue, som har det rigtig godt i det centrale Loire, men jeg synes ikke man skal snyde sig selv for nogen af de andre hvide druer fra Loire.
Chenin Blanc dyrkes andre steder worldwide, men det er her i Loire dalen mellem Blois og Savennières, den når sine mest spændende udtryk - i en lang række af forskellige vintyper, lige fra de sprøde mousserende, over herlige madvillige stille vine til intenst søde (men velbalancerede) dessertvine.
Og så er vinene til at betale, hvis man går udenom de kultvine, der selvfølgelig også findes der.
Loire fra ende til anden - en god introduktion til Chenin Blanc kunne være:
Mousserende:
La Tourlaudière - Tourlandise Brut: 85 kr.
Stille Vine:
La Cave des Vallées - Touraine Azay-le-rideau 2007: 65 kr.
Domaine aux Moines - Savennières - Roche aux Moines 2003: 105 kr.
Søde Vine:
Domaine Michel Blouin - Coteaux du Layon (Beaulieu) 2005: 100 kr.
Domaine Michel Blouin - Chaume, Cuvée Thalia 2005: 220 kr.
torsdag den 28. januar 2010
Fine friske fiskeæg - fra Ørred og Torsk
I min barndom ved Karup Å - for mange år siden - har jeg oplevet, hvordan folk fra Skive Lystfiskerforening fangede kæmpestore Havørreder og strøg rognen af dem, så der kunne opdrættes fiskeyngel; jeg tror ikke nogen tænkte på at spise rognen dengang. Sådan er det ikke længere. Ørredrogn er en rigtig delikatesse - og den smager godt, selvom den kommer fra opdrættede fisk - formentlig regnbueørreder.
Og så er rognen så smuk så smuk med sin dybe orange farve
The -easy-layzy-way bare med god crème fraîche, rødløg og ristet brød.
Vinen kan fint være en frisk ung Sancerre eller en mousserende Loire.
Torskerogn - som "crèmet salat" enten i græsk tilsnit eller med æbletern!
Torskerogn kræver en smule planlægning for at falde ind under begrevet easy-layzy - nemlig at man køber det dagen før og koger det, mens man ellers laver dagens aftensmad. Så kan det stille og roligt stå og køle af og næste dag er det nemt at fjerne hinderne.
Jeg foretrækker torskerogn som en blød cremet masse, man putter på lidt tyndt ristet brød.
Hidtil har jeg mest brugt den græske udgave, hvor man moser den kogte rogn med god olivenoliebaseret mayonnaise, hvidløg, koncentreret tomatpuré, citron og kapers - og måske lidt surmælkprodukt.
Vinen til den græske rognsalat kan godt være en let oversøisk chardonnay med en smule fad
Har forsøgt en ny variant med gode danske æbler i små tern, crème fraîche og lidt hakket persille eller dild. Enkelt og lækkert med den bløde "salat" til tyndt knasende brød
Vinen hertil må gerne være en frisk hvid med god syre og grønne æbler i smagen - ung Riesling eller Chenin blanc fra Loire er oplagt
torsdag den 21. januar 2010
Hvor længe kan man leve uden en tomat?
I vore klimabevidste tider kan man lægge en masse politisk korrekte argumenter til grund for det synspunkt, men man kan også bare have den opfattelse, at jo kortere afstand der er fra jord til bord jo bedre!
Lige nu er der en masse forskellige kål, rodfrugter og kartofler; der er bitre cikoriesalater, porrer, løg, æbler og pærer - og hvad skal vi så med agurker, tomater, squash og peberfrugter her i januar???
Lad det være sagt med det samme: jeg skal hverken undvære appelsiner, bananer, granatæbler, dadler, figner - you name it! - - men min pointe er lidt, at der her er tale om produkter, som ikke dyrkes i Danmark - og dem skal vi da importere.
En anden pointe er, at når jeg ikke "giver mig selv lov til" at spise importerede asparges, agurker, tomater, jordbær osv. får jeg fornøjelsen af at GLÆDE MIG til det bliver sæson for de forskellige råvarer. - Sådan kan jeg nu godt lide det!
tirsdag den 12. januar 2010
Torsk med hele tjavsen! - hvad drikker man til?
Det afholder nu ikke mig fra at spise fisk! Så, ned til min gode fiskehandler, Havnens Fiskehus, for at købe torsk, som stadig er superfint her i januar - måneder med "R" siges at være gode torskemåneder. Det bliver lavet helt traditionelt - med kogte kartofler, en hvid sovs med fiskesennep og så hakket æg, revet peberrod, rødbeder - og der skulle også have været hakket persille.
Hvad drikker man så? - Jeg har lært, at det er godt med Sauvignon Blanc fra New Zealand - og det er det! Tænkte, at jeg hellere måtte forsøge lidt forskelligt, men må erkende, at ikke alt er lige godt Supertør hvidvin - på den lidt specielle drue Folle Blanche, og en fadlageret blanding af chardonnay, grenache blanc og et touch af marsanne var heller ikke heldigt!
Væk med knastørt og fadlagret - og frem med potent, oversøisk sauvignon blanc - den klarer nemlig både sennepsovsen og de syltede rødbeder og sødmen i vinen har det godt med torsken, - som jeg salter ret heftigt.

Der er selvfølgelig kommet en ny årgang - og det må gerne være en ung og frisk vin. Saint Claires dejlige sauvignon blanc'er kan købes hos Bichel Vine.
lørdag den 9. januar 2010
Trine Lund - Nye billeder i butikken
torsdag den 31. december 2009
Lige et lille statement - foranlediget dels af et interview i radio Østjylland, dels af et kig i køleskabet.
Her til morgen hørte jeg en mand begejstret fortælle om et chat-forum (måske livstræet? - men hvilket er egentligt ligegyldigt i denne sammenhæng), som han "var nødt" til at hygge sig lidt med juleaften - og også skulle besøge nytårsaften. Han havde kone og 2 voksne sønner hjemme, som sikkert også blev tilgodeset - men alligevel!
Det fik mig til at reflektere lidt over det personlige samvær. Jeg ELSKER også nettet og den hurtige måde, man kan kommunikere på - MEN jeg elsker også det sociale samvær face-to-face.
I min dagligdag oplever jeg imidlertid, at overskuddet til at "invitere" forsvinder som dug for solen. Der skal kigges opskrifter (...fri os for det ordinære!), købes ind, laves mad, dækkes bord - og ting tager længere tid! - Så invitationen bliver ikke til noget og dermed bliver det sociale samvær heller ikke til noget! - Og det er ærgerligt! - Noget kunne måske gøres?
Her kommer køleskabet ind i billedet, for det BUGNER her og nu af (for meget) mad - og som årstidsdogmatiker er jeg jo ikke særlig begejstret for at stuve ret meget af vejen i fryseren. Der er lige købt et glas sild for meget og der ligger et pænt stykke røget laks ved siden af en halv hjemmelavet leverpostej og en masse lækker ost, som ingen alligevel havde overskud til ved julefrokosterne!
Kan man invitere venner og bekendte på "rester"? - Jeg tror, det skal prøves - også med stop-spild-af-mad bevægelsen in mente!
Ihukommende invitationerne til barndommens fødselsdage kunne invitationen lyde noget i retning af: Kom over til en laksemad og lidt lun leverpostej torsdag fra 18:00 til 20:30. Tidsbegrænsningen skulle betyde, at det ikke bliver "uoverkommeligt" for vært og gæster. Man kunne nøjes med at servere en enkelt genstand eller to, så ingen bliver gjort ukampdygtig og økonomien hænger ikke i laser.
FORMÅLET er jo ikke bare at få spist resterne, men at få snakket med gæsterne! - det må være en win-win situation!!
søndag den 13. december 2009
Det med at lave sin egen hjemmeside er ikke så nemt! - så nu har jeg allieret mig med en mediegrafiker og kunstner. - Han hedder Gabriel Drieslaw - og tjek lige hans egen hjemmeside ud, så forstår I sikkert mit valg! - www.randomformation.com - Den er bare flot!
Forventer at min hjemmeside er klar i midten af januar - og det bliver meget begrænset, hvad jeg får lavet på den eksisterende hjemmeside indtil da.
Men kig ned i min fysiske butik i Vestergade 58 - eller ring til mig på 2336 5026
Se forslagene på min hjemmeside http://aarstidensvine.dk/index-filer/Page659.html
Når det bliver gjort til et stort problem at finde noget rimelig brugbart vin til juleanden, tror jeg det udspringer af, at danskerne - især tidligere - fokuserede meget på vine fra Bourgogne og Bordeaux. Og well! det er svært at finde vine fra netop de to områder til den danske juleand.
Cabernet Sauvignon/Merlot baserede vine egner sig meget bedre til rødt oksekød - og (umodne) tanniner i vinen kan dårligt forliges med madens syre og salt. Pinot Noir i Bourgogne giver generelt for lette og elegante vine til at tage kampen op med fedmen i dansk julemad.
Men heldigvis er der en lang række andre druer fra varmere himmelstrøg, som giver vine, der har det godt med det Sødt-Salte-Syrlige danske julekøkken.
Der er først og fremmest brug for alkohol og lidt sødme! Det beror så i højere grad på "personlig smag" hvor meget "kant" vinen skal have.
Kender du din smag - så kender vinhandleren sine vine!
torsdag den 19. november 2009
Ugens grønsag
RødløgHvorfor lige rødløg? - jo de passer så smukt i farven til André Lundquists billeder, som hænger i butikken lige nu!
Stegte eller bagte får rødløg en del sødme, så vinmæssigt passer det bedst med vin med en vis sødme.
Hvidvine må gerne have fylde og nogen sødme. Flammekuche eller Tarte Flambé hører hjemme i Alsace - så det er klart at Alsacevine passer godt til varme retter med løg! - I efteråret drikker jeg helst de lidt fyldige som Pinot Gris.
Rødvin går også fint til mange retter, hvori løg indgår - men igen gerne en rødvin med en snert af sødme. - det kunne være en Valpolicella Ripasso, men mange vine, der har vokset i et godt varmt klima vil egne sig.
fredag den 25. september 2009
Hvilke baner tænker vi I, når vi sætter vin til mad? Er det syren, sødmen eller fadlagringen - eller er det fylden og alkoholprocenten, der er afgørende? Eller tænker vi bare hvid, rød eller rosé? Eller er prisen den afgørende faktor? Det er ikke den store "Hvilken vin passer til...", jeg har gang i, men nok så simpelt opstillingskriterier i butikken - og selvfølgelig er mad/vin aspektet væsentligt.
I Årstidens Vine har jeg valgt den helt traditionelle opstilling med hvide, rosé, røde, hedvine/dessertvine, bobler, "andet" og alkoholfrit - ikke opfindsomt, men praktisk og entydigt!
Hvordan skal rækken af hvidvine, rosévine osv. så organiseres?
På computeren er det lynhurtigt at sortere efter et hav af kriterier (hvis man ellers har en systematisk database): type, land/region, producent hvis man er interesseret i det. Sødme, syre, alkohol er afgørende bestanddele i vinens karakter. Druetype - ja mon ikke det er væsentligt. Er vinen fadlagret osv. osv. En veludviklet database kunne også sortere efter producent- eller anmelderbeskrivelser: hvor kan der smages jordbær, solbær, eksotiske frugter, læder, petroleum osv.
I den fysiske opstilling i butikken må jeg lægge mig fast på et enkelt kriterium. Traditionelt opdeles vin efter tørhedsgraden (tør, halvtør, halvsød eller sød), så det har jeg også tænkt mig at gøre - ikke opfindsomt, men praktisk og funktionelt. Syren er vel det mest entydige, men smagsmæssigt kan der kompenseres for - for meget - syre i vinen med det gammelkendte trick at tilføre maden lidt citron, hvilet straks får vinen til at fornemmes mindre syrlig. Sødmen - eller TØRHEDEN - er der ikke så meget at gøre ved, så derfor er det vigtigt, at man finder den tørhed/sødme, der passer til maden - og ens smag i øvrigt! Desuden er tørhed/sødme ofte angivet på etiketten og nogenlunde entydigt defineret i EU (mere kan læses på wikipedia hvis nogen er interesserede i restsukker i vin!). - EU's intervaller er lidt flydende, fordi sødmen kan afbalanceres af syre, men nu skal det her ikke ende i den rene videnskab.
Formålet var egentlig bare at fortælle om mit opstillingskriterium - og gøre lidt opmærksom på, hvad det er for nogen kvaliteter, vi selv efterspørger i vinen. Vil vi have masser af syre eller en snert sødme; skal det være rene frugtbomber eller vil vi have noget fadlagring med de elementer, det nu tilfører vinen?
Heldig er man jo, hvis man kan lide det hele! Variationenerne i vin er så mange - så hvorfor ikke med glæde kaste sig over mangfoldigheden!
lørdag den 12. september 2009
Den 12. september er jo ÆBLETS dag – så hvorfor ikke sætte en dejlig cider på bordet til maden! – Æbler skal nemlig ikke bare spises, de skal også DRIKKES!
Spis de friske æbler – tjek den dejlige hjemmeside Æblefest, som har billeder og informationer om en masse forskellige æblesorter - masser af opskrifter - og oplysninger om dagens arrangementer.
Drik også æblerne – som Æblemost – Sød Cider – Tør Cider ……. og så er der jo også æblebrændevin og den dejlig franske Calvados fra Normandiet. – Der er ikke nogen grund til ikke at fejre dagen!
Herlig sødlig cider – af ordentlig kvalitet forstås! - passer rigtig godt sidst på eftermiddagen til et forfriskende glas på en varm plet i sensommersolen.
Tør Cider – forekommer måske umiddelbart for de hardcore – tror jeg nok! Men når først man får smag for den, er den superskøn til gris eller kylling, der har småsimret i ovnen med lidt løg, æbler (både søde og syrlige), en sjat tør cidre, lidt timian, måske et laubærblad og selvfølgelig salt og peber. – Put sådan en omgang i ovnen en søndag. Det tager ikke lang tid at forbedrede det – det skal stå et par timer ved lav varme i ovnen til det er fuldstændig mørt – man skal lige huske godt dyppebrød. – Og så skal man selvfølgelig kaste sig ud i en tør, kølig, frisk ”øllet” cider! – Og der er ikke mere alkohol i den end i en øl!










