Jeg tror, der skal en kylling i ovnen - med lidt citron og persille. Og så vil jeg riste et par jomfruhummere - og krydre med hvidløg, persille og reven citronskal. Og for nemhedens skyld bar spise godt brød til.
Det bliver hverdagsudgaven af boblerne - men det kan også sagtens gøre det!
senere:
Jeg fik Osso buco Milanese i lørdags, så jeg er stadig i gremolata-mood (hakket persille og hvidløg plus reven citronskal) - det er en genial treklang!
Blev desuden inspireret af Hanne K's italienske unghane med basilikum under huden
Min store gode øko-kylling blev delt i fire - den ene halvdel lagt i frysereren, den anden halvdel delt i bryst og lår, så husbond og jeg kunne få hver sin variant. Min fik den hakkede gremolata puttet ind under skindet og derefter sat i en knap 200 g varm ovn cirka 30 minutter; eftert 10 minutter blev der tilsat lidt kyllingefond (ryg og vinger var lige brunet af, panden "renset" med en sjat hvidvin, vand tilsat, hvorefter det havde kogt et kvarters tid - det gav en fin suppe) og der blev puttet nogen citronskiver ned i suppen Man skal lige kigge undervejs - måske skal der dryppes med lidt væde.
Jeg havde flottet mig med lidt jomfruhummerhaler, som blev afskallet og ristet kort i lidt olie inden servering. - De må godt lige få lidt fasthed i biddet.
Boblevandet var vigtigt! - Jean Louis Denois fra Limoux laver en dejlig rosé på ren pinot noir. Den har så meget fylde, at den passede perfekt til maden.
Noget af det, der er så dejligt med mousserende vine, er den mundrensende virkning, de har. Alle boblerne, der suser rundt i munden, får denne ret fede ret til at virke let! Selvom jeg faktisk undgik ekstra smør i retten var den blevet fedet lidt op af tilbehøret!
Det var en "elegant salat"! Min veninde havde berettet om den - og jeg googlede som en gal efter insalata elegante - forsøgte med porro og parmiggiano - uden held! Efter hukommelsen blev MEGET finskarne porreskiver lagt lagvis med groftrevet parmesan, peber og god olivenolie blev drysset mellem lagene. Godt og nærende - og uhm! Porrernes skarphed havde det godt med den lidt fede kylling - og god parmesan er jo altid godt.