Strøtanker omkring dybe smage i vin og mad - og det modsatte!

Den helt umiddelbare årsag til dette indlæg er, at jeg lavede brændt gulerodsmos fra Hanne K's verden - og det var i den grad mad med en dyb smag - og det smagte rigtig, rigtig godt.

I mit univers hører dybe smage først og fremmest den kolde tid til!

Jeg har længe gået og funderet lidt over, hvad de dybe smage er og hvordan de dybe smage har det med vin.

I maden er det for mig krydderier som f.eks. safran, stjerneanis og kanel, der giver dybde. Ovnstegning af såvel kød som grønsager giver også dybde. Rodfrugter der ender sødligt efter en ovntur er for mig også dybe smage. 

Fad giver dybde i vin; høj alkohol og lang maceration (den tid drueskallerne ligger og sopper i mosten) gør også. Lave udbytter giver intensitet og god dybde. Lagring på gærrester giver også dybde.

Som en tommelfingerregel synes jeg, at der er god mening i at finde de dybe vine frem til den dybe mad.

En af mine yndlingskogebøger: Et år i mit køkken

arbejder med basisnoter og topnoter - og det virker så indlysende, at man skal drikke sprøde, livlige og friske vide til topnote-mad og vine med tyngde til basisnotemad.

Umiddelbart bart tror jeg, at man er mest tilbøjelig til at spise basisnotemad i den kolde tid og topnotemad i den varme tid!

Gyngell bestræber sig på at have såvel basis- som notenoter i al sin mad. I min mad tror jeg oftest der er lidt slagside - altså enten mest himmel eller jord!

Slut for denne gang!