onsdag den 22. september 2010

Kantareller & Pinot Noir - og gerne fransk - s'il Vous plaît!

Jeg var på svampetur med min søster i søndags; der er en skøn langsommelighed over at samle svampe og man får snakket godt. Normalt har jeg kun haft held med at plukke rørhatte, men nu har min lillesøster fundet kantarelsteder, som hun ville indvi mig i.

Jeg havde nok forestillet mig et gul-orange tæppe, men sådan var virkeligheden ikke. Øjnene skal være på stilke og så lærer man efterhånden at skelne de små orange pletter, der lyser en smule op mellem mos, græs og gamle blade.
Det blev til 400 - 500 g på 3 timer, men det var umagen værd.

 
Svampene er blevet brugt til pasta med en kantarelsovs den ene dag og en risotto den næste. Opskrifterne googlede jeg bare - og de var ikke outstanding.
 
I mit sæsonkøkken er det herligt at huske de vilde svampe og september er en god svampemåned. Kantarellerne har i øvrigt en lang sæson  - i alle tilfælde fra midten af juli og vel til omkring 1. oktober.

Vinvalget: Vi drak en Pinot Noir 1. Cru Beauregard fra Santenay fra 2006, men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Vinene fra det sydlige Bourgogne er dejligt lette og denne havde en fin, blød fylde, der passede perfekt til de ukomplicerede svamperetter. Tysk Pinot Noir har vi også med stort held drukket i Tyskland, når det er Pfefferling-sæson.
Svampene er så fine og delikate i smagen, at vinen skal være let efter min smag. En ikke for voldsom pinot gris er også godt - gerne fra Alsace eller Norditalien.

1 kommentar:

  1. Ej, MUMS - hvor ser det bare lækkert ud, mutti! Den risotto dér... mmhmmm, mine tænder løber i vand efter smagen af kantareller og parmesan! Og SÅ hyggeligt med en svampetur. Ville have elsket at være af sted sammen med dig og Dorthe :-)
    Knus fra Eva

    SvarSlet