fredag den 10. september 2010

Hybentid

Det er en hyggelig ting at plukke hyben og de er fine nu - og vil være det et par uger endnu. Faktisk skal der bare en 50 - 60 pæne hyben plus 3 - 4 æbler til at lave en herlig hybenmarmelade. (Jeg havde plukket en masse hyben, men tålmodigheden med at rense dem slap op!)

Det ER et møjsommeligt arbejde at rense hyben, til gengæld kan man jo sagtens se TV eller høre musik samtidigt.

Når hybenene er rensede får de en ganske lille tur med stavblenderen. Æblerne må gerne være lidt sure - pektinen fra sure æbler har en gelérende virkning. Æblerne skrælles, udkernes og snittes ret fint.
Hyben, æbler, ½ stang vanilje og en smule vand (så det ikke brænder på!) sættes over ilden i en bredbundet gryde og koger hurtigt ved høj varme 6-8 minutter, men man rører. 2 - 3 dl sukker (passende efter min smag) tilsættes og marmeladen bulderkoger lidt.
Jeg plejer at smage til med lidt citron. Det havde jeg ikke, så det blev i stedet 1 tsk 12 års balsamico. Det er absolut ikke dårligt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar