lørdag den 11. september 2010

Basilikum & Chokolade

Jeg arbejdede engang sammen med en fyr, hvis lille søn spiste remoulade og ristede løg på ALTING - lige fra spegepølse, til leverpostej og pålægschokolade. Det var tilbage i midt-firserne, hvor det måske var mere på mode.

Det har lært mig, at være forsigtig med at vurdere/fordømme folks smag. Når jeg møder folk, som kan drikke virkelig bombastisk, fadtung rødvin til ALTING (og det kan JEG ikke med stor fornøjelse) tænker jeg på Rasmus med remouladen og de ristede løg - og sådan kan vi jo alle have vore særheder!

Jeg har selv en svaghed for en GOD pesto (og jeg har stadig tilgode at finde andre end frisklavede, der er det) og synes, at det kan frelse næsten hvad som helst!
Generelt er basilikum et yndlingskrydderi i tomatsæsonen og forleden luskede der sig et basilikumblad ind under pålægschokoladen til en morgenbruschetta!


Jeg føler mig bare en anelse barnlig, men det smager rent faktisk supergodt - og ja, der gemmer sig ovenikøbet en smule smør på det ristede brød. PRØV det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar