onsdag den 11. maj 2011

Radiser, Asparges, Spæde Spinatblade, Rabarber .... UHM!

En huskeseddel er altid godt! - så her den 1. maj stod der www.sommergroent.dk  på mine planlagte indlæg.

Det kom sig af, at jeg var faldet i snak med en kunde om heirloom tomater - et begreb jeg ofte støder på i udenlandske blogs; så vidt jeg har forstået er det noget med ekstra gode tomater med stamtræet i orden. Ikke nok med at omtalte kvinde dyrker (økologisk) et hav af forskellige spændende tomatsorter - og peberfrugter - og en mængde andre spændende frugter, blomster og grønsager - så sælger hun dem også fra en gårdbutik i mit nabolag.

Jeg elsker simpelthen gårdbutikker - og min 1. maj blev brugt til de første indkøb af bl. grønne asparges, radiser og rabarber.

og så fik jeg lige indstillet kameraet til et mærkeligt format

Radiser skal selvfølgelig i rygeostsalaten, som har højsæson lige nu


men kan også småsteges et par minutter i lidt smør eller olie - den røde farve blegner, men erstattes af den sarteste farve - næsten som æbleblomster.
Sammen med letsauteret spinat er det fint tilbehør en masser af ting - her lammelever


En anden forårsklassiker er aspargesrisotto - og husk, at sådan en risotto altid fortjener den bedst opdrivelige nyrevne parmesan


Vinvalget til asparges (risotto): En Sauvignon Blanc i europæisk stil (altså ikke for voluminøs) - og uden fadlagring - passer mine smagsløg. 
Kender man tilfældigvis Elisabetta Foradori fra Trentino, så er hendes hvide Myrto überdelikat!

P.S. Og så holder jeg stort set skrivepause på bloggen, fordi jeg - igen-igen skal til en vineksamen! - Og jeg føler mig som bjørnen i reklamen for Stryhns leverpostej, når jeg skal skrive noget begavet om, hvordan denne eller hin vin smager!

1 kommentar:

  1. Øøøøhhh.... altså.... den smager godt?!

    hehe! Sød bjørn :-)

    Det hele ser super lækkert ud; ikke mindst risottoen. Held og lykke med smagningerne.

    Knus fra Eva

    SvarSlet