Jeg vil nok hellere have 5 æg i køleskabet end én høne!
Og det er faktisk en længere tankerække, som får mig til at udtale mig så entydigt, men det ligger mig på sinde, at "man" - og ikke mindst unge mennesker - spiser ordentligt.
Forleden hørte jeg i TV-programmet "Kender du typen", at kun 1/3 af Danmarks befolkning spiser morgenmad! Jamen, det er da noget skidt! Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg bliver ældre, at det forekommer mig som "sædernes forfald"!
Det er selvfølgelig i den sammenhæng nemmere at håndtere et æg end en høne. På det sidste har jeg ladet mig inspirere af de dejlige Spice-brødre og lavet "farmors æg" - i min hukommelse/version er det et smilende æg (6 min.) - klippet lidt med en saks, drysset med salt /lidt chili og serveret med brødcroûtoner ristet i lidt olivenolie og hvidløg. (Brødcroûtoner skal man selvfølgelig lave ved lejlighed, så man ikke står og roder med dem om morgenen)
Andre gang er det et bare et herligt blødkogt æg (5 min) serveret med groft rugbrød med en smule tandsmør og et glas mælk.
Da vi kom hjem fra Tyrkiet i sommer var det hårdsstegte spejlæg med feta, oliven, agurk og tomat (og det bliver det jo sæson for igen til sommer engang :-).
Det kræver altså ikke mange ingredienser - eller tid - at lave en superskøn morgenmad.
Har man lidt ekstra tid, er omeletterne herlige - eller tyrkiske menemen - se opskrifter på min dejlige datters blog.
Og med et minimum af planlægning er der jo også pandekagerne i et utal af versioner .... mere om det en anden gang.
Som madelsker synes jeg naturligvis, det er synd for de mennesker, der frivilligt undvære en dejlig morgenstart.
P.S. Jeg tænker selvfølgelig på, hvordan man kickstarter de langsomme morgenmennesker - måske skulle vi, der er lidt duracell-agtige om morgenen, bare komme med en lille morgen-senge-bakke med lidt sød frugt, så de morgentrætte kan få sat skub i blodsukkeret!
P.P.S. Glemte jeg at sige, at friske økologiske æg smager bedst i min mund!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar