tirsdag den 18. oktober 2011

Kræger - til intense marmelader og andet godt!

Søndag aften dukkede der kræger op på fjernsynsskærmen i det hyggelige program fra haven til maven. Jeg vil gerne tilslutte mig anbefalingen. Det er en meget intenst smagende lille-bitte mirabel-blomme, som man kan lave den skønneste siede marmelade af. 


Brug marmeladen til pandekager, i yoghurten eller på ristet brød. Jeg er også sikker på, at den vil være god som smagsgiver i en flødeis!
I det engelske program skulle marmeladen koge et par timer. Den slags har jeg ikke rigtig tålmodighed til - og i øvrigt laver jeg altid kun små portioner, så jeg bruger Camilla Plums anvisning og BULDER-koger min marmelade i 10 minutter i en sauteuse (et vidunderligt køkkenredskab!)

En efterårsklassiker hos os er også at slynge en portion kræger i lidt fedtstof og en smule sukker på panden og bruge dem som lunt tilbehør til en lille stegt fugl eller en svinekotelet. Der kan krydres med kanel, laurbær, rosmarin eller hvad man nu måtte have lyst til. - Men der er mange sten, der skal spyttes ud!

I århus kan man købe dem på torvet på Ingerslevs boulevard en måneds tid omkring oktober. 

Googler man kræger kommer der ikke mange opskrifter - men i søndags fandt jeg så ud af, at frugten hedder damson på engelsk; og "damson recipes" giver rigtig mange opskrifter!

1 kommentar:

  1. Det ser lækkert ud, jeg må ud i den store verden og finde et krægetræ når der er sæson næste år.

    SvarSlet