mandag den 20. august 2012

Små grønsagssalater - med småfede dressinger

Af en eller anden grund kommer der ofte et misforhold mellem den mængde af frugt og grønt, der kommer ind i køleskabet sammenholdt med mængden, der kommer ud - i brugbar stand; min evne til at få brugt de indkøbte grønsager står ikke altid mål med mine sundhedsforestillinger.

Der var både bønner og gulerødder, som kaldte på at blive brugt. Idag havde jeg energien til at omsætte dem til salater - af den lidt mere tidkrævende slags. Det tager tid at snitte ender af bønner, hakke løg osv. men man kan snildt lave en lidt stor portion, for det smager dejligt. Bønnesalaten skal dog ikke have tilføjet æg, hvis den skal overleve frokosten.

Der blev lavet marokkanske gulerodssalat og salade de haricots verts sauce mimosa. Lidt godt brød til at smovse i de lækre dressinger var skønt.


Gulerodssalaten fandt jeg tilfældigt på citytv.com. Ang. opskriften mangler der kun at sige, at jeg kogte gulerødderne 4 minutter, hvilket jeg fandt passende for gulerødder med en diameter på 1½-2 cm. Salaten vil helt klart være super til retter med lammekød.
Jeg havde gang i mandolinjernet; vi er ikke rigtigt perlevenner ;-) 
til SMÅ portioner kan man sikkert lige så hurtigt snitte.

Opskriften til bønnesalaten har en skøn, skøn dressing med både fløde og olivenolie og den lyder sådan - lettere tillempet.
800 g haricots verts/ grønne bønner (opskriften kogte 10 min, - JEG kogte 3, hvilket lige tog sprødheden af bønnerne. - Der skal skylles med iskoldt vand for at holde farven.

4 smilende æg

dressing af
1 rødløg, ret fint hakket
1 fed hvidøg, knust/fint hakket
1 spsk stærk dijonsenep
4 spsk æblecider eddike
4 spsk piskefløde
1 dl olivenolie

klippet purløg og kapers efter lyst. Smag til med salt - og en lille dråbe akaciehonning.

Til dressingen pisker jeg de 4 første ingredienser sammen. Piskefløden piskes derefter i, hvilket får det hele til at emulgere. Til sidst mere eller mindre olivenolie i en fin stråle, så dressingen får en blød sammenhængende vinaigrette konsistens.

Opskriften, der er fra Gala Gourmand mai-juin 2012 har et par hakkede æg, der er kogt 7-8 minutter drysset over, og det er jo i virkeligheden det mimoseagtige! - men det må blive en anden gang.

Vinvalget: Bladet foreslår en pinot blanc fra Alsace og det kan jeg tilslutte mig. En tør rosé favner måske nok begge salater lidt bedre.


fredag den 17. august 2012

System på vinreolen - og lidt strøtanker!

For en del år siden forsøgte jeg at lave et lidt avanceret system på vores vinreol (som ikke er specielt stor, men vel har plads til en 80-90 flasker - og det er faktisk mere end rigeligt at holde styr på for mig).

Med en - for mig - stor logik skulle de tørreste, letteste og pænt syrerige vine starte i øverste venstre hjørne og vinene skulle så blive sødere og sødere fra venstre mod højre og tungere og og fyldigere fra oven og ned. - - jeg skal måske lige at sige, at jeg har et tilsvarende visuelt billeder af råvarer og færdigretter, hvor jeg vist automatisk tænker dem ind i et koordinat - og prøver så at matche vin og mad.

Øverste venstre hjørne var f.ex Chablis, tør Champagne, Sancerre, Grüner Veltliner o.l.
Øverste højre hjørne var f.ex. Asti Spumante, liebliche Rieslinger o.l.
Nederste venstre hjørne var f.ex australsk "kniv-og-gaffel" Syrah, Zinfandel o.l.
Nederste højre hjørne var f.ex Eiswein, Tokay, supersøde australske Muscatvine o.l.

Nu er sådan en helt almindelig vinreol jo - vinmæssigt - to-dimensional, hvilket resulterede i, at jeg forsøgte at overbevise husbond om, at det INGENTING betød, at vi blandede hvide, røde og rosé. Bare vi havde fylden og sødmen, skulle vi nok finde ud af resten.
Han var skeptisk - og sandt at sige varede det heller ikke ret længe, før systemet gik op i hat og briller. I princippet synes jeg stadig systemet er rigtig godt, men det kræver mere disciplin end jeg besidder.

Vi gik vel så tilbage til, at vinene lå efter farve, drue eller geografi - eller måske blev flaskerne mestendels puttet ind, hvor der var en ledig plads.

Nå, engang imellem skal der jo ryddes op og reorganiseres!

Jeg har så i mellemtiden stiftet bekendtskab med Fiona Becketts ualmindeligt anvendelige bog Wine by Style, A practical guide to choosing wine by flavour, body, and colour.
Den er så lille og lettilgængelig, men for mig var bogen en fantastisk hjælp, fordi den lige præcis får grupperet en lang række vine og fordi den rammer den lavpraktiske tilgang, jeg har til vin - hvilken mad passer den til!

Lille diskurs. Da det jo er sådan, at store årgange af Bordeuax' 1. cru'er nærmest koster en månedsløn, har jeg ligesom besluttet mig for ikke at være trofæ-jæger! (Jeg har det ovenikøbet sådan, at jeg ikke - længere - gider LÆSE om, hvordan de smager, når jeg nu har dømt dem udenfor rækkevidde (og så er det lige, jeg kommer til at tænke på Jytte Hilden og hendes lyst til at se fodbold ;-))
Meget mindre kan også gøre det, uden at kvalitetsbevidstheden behøver at blive sat over styr. Med Sundhedsstyrelsen genstandsanvisninger - og jeg synes nærmest, at de er både køns- og aldersdiskriminerende! - er der ikke nogen grund til ikke at forkæle sig selv med god vin, som gerne må være fra en lille producent, som overvejer sit forhold til miljøet; Og det behøver absolut ikke koste formuer. Men tilbage fra diskursen.

Reorganiseringen af vinreolen er nu gennemført - med nødvendige forsimplinger, således at reolen nu kun indeholder tørre hvide (incl. bobler) og røde. Hvide til venstre, røde til højre, lette foroven og tunge forneden. KISS! - Nu må vi se, om det funger.
Og så må jeg jo i et skab efter rosé'erne, de sødmefulde hvidvine og dessertvinene.

Og hvorfor er det lige, jeg skriver det her? Fordi jeg synes, det er så vigtigt, at man - i madmatchningssammenhængen - er opmærksom på - først og fremmest fire ting: syre, sødme, fylde og fad.